Kravl ind i en panseret mandskabsvogn. Se vores helt nye helikopter. Kæmp som en samurai og en masse andet.
Sommerferien på Krigsmuseet er fyldt med action for hele familien. Vi åbner vores nye område 'Kampklar', hvor du kan komme helt tæt på en Lynx helikopter, en panseret mandskabsvogn og en bornholmsk Julkat. Du kan også selv prøve kræfter med soldaterlivet og lade en kanon, kæmpe som en samurai og en masse andet.
Praktisk info
Krigsmuseet har åbent alle dage i sommerferien fra kl. 10-17.
Børn og unge under 18 år har gratis adgang, mens voksne har adgang med en entrebillet.
Aktiviteterne er gå-selv-aktiviteter, hvor I selv kan gå rundt og prøve og mærke de forskellige ting.
Billedgalleri

1 / 3
Piratkamp fra luften
Lynx-helikopteren er blandt andet blevet brugt af Flyvevåbenet til at bekæmpe pirater i Afrika. Den er udstyret med et tungt maskingevær, så besætningen kan ramme mål fra luften. På siderne har helikopteren malet dødningehoveder, der symboliserer antallet af ramte piratbåde. Se en Lynx-helikopter på Krigsmuseet.

2 / 3
Pindsvinet fra Bornholm
Julkat var de danske styrkers øjne og ører i den afghanske ørken. Fuldt pakket og bevæbnet kunne soldaterne være afsted i flere dage for at indhente oplysninger om terrænet og fjenden. Det pansrede køretøj blev bygget på Bornholm, og Julkat er det bornholmske navn for pindsvin. Sid bag rattet i en Julkat på Krigsmuseet.

3 / 3
Pansret beskytter
PMV’en var i mange år et af de vigtigste pansrede køretøjer i det danske forsvar. Dens panser beskytter soldater mod håndvåben og granatsplinter. Men den viste sig at være sårbar overfor miner og vejsidebomber i Irak og Afghanistan. På Krigsmuseet kan du kravle ind i en vaskeægte PMV.

Soldat for en dag
Lad en kanon. Klæd dig ud i flådeuniformer fra 1700-tallet. Prøv om du kan løfte en kanonkugle. Eller læg dig i en hængekøje og lyt til livet som sømand i gamle dage. Rundt omkring på museet er der flere forskellige ting, I kan prøve og mærke soldaterlivet på egen krop.

Krigerens verden
I sommerferien kan du se vores nye, store udstilling ’Kriger’. Den dykker ned i, hvad det gør ved mennesket at blive kriger. Med udgangspunkt i fire krigere: den nutidige, danske soldat, den romerske legionær, samuraien og den rituelle sepikkriger fra Ny Guinea sætter udstillingen fokus på, hvad der binder krigere sammen på tværs af tid og sted.

Kæmp som en samurai
Grib samuraiens berømte sværd katana (rollespilsmodel) og prøv at kæmpe som en ægte samurai. Animationsfilmen viser, hvordan I udfører den helt særlige japanske sværddans Kenbu. Ved siden af kampområdet kan I se et ægte katana-sværd fra 1600-tallet og flere samurairustninger.

Fra krigsgear til tegnepapir
Tag et hvil i vores tegneværksted. Her kan ungerne og andre kreative sjæle folde sig ud med farver og papir.
